I Den Nådefulde og Nådige Guds Navn
Fredagstalen
Fastholdelse til lydighed, anger, undervisningsforsamlinger og dydigheder efter Ramadan
Første tale:
Lovprisning til Allah og atter lovprisning til Allah. Lovprisning til Allah for alle Hans gaver, de af dem som vi er bekendt med samt de af dem som vi er ubekendt med, et antal gange der modsvarer alle Hans skabninger, de af dem vi er bekendt med, samt de af dem vi er ubekendt med. Jeg bevidner, at der ingen anden guddom end Allah er, Den Ene, Den Udelelige, Den Mageløse, Den Uafhængige, som hverken avler eller er avlet, og som ingen lige har. Hævet er min Herre over at have nogen lige eller mager. Hævet er Han over tilintetgørelse og ophør, intet er Ham lig, og intet ligner Ham. Jeg bevidner, at vor mester, elskede, overordnede, leder og øjenfryd Muhammad er Allah skabning og sendebud. Vorherre, ophøj vor mester Muhammad, menneskenes mester og den mægtigste i Rabi^ah- og Mudar-stammen samt ophøj hans slægt og ledsagere ved hver nats fremkomst og udgang og ved hvert morgenlys´ frembrud og forsvinding.
Allahs skabninger, jeg formaner mig selv og jer om at frygte Allah, Den Ophøjede, Den Almægtige, der siger i sin fuldkomne bog:
يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا تُوبُوا إِلَى اللَّهِ تَوْبَةً نَّصُوحًا عَسَىٰ رَبُّكُمْ أَن يُكَفِّرَ عَنكُمْ سَيِّئَاتِكُمْ وَيُدْخِلَكُمْ جَنَّاتٍ تَجْرِي مِن تَحْتِهَا الْأَنْهَارُ يَوْمَ لَا يُخْزِي اللَّهُ النَّبِيَّ وَالَّذِينَ آمَنُوا مَعَهُ نُورُهُمْ يَسْعَىٰ بَيْنَ أَيْدِيهِمْ وَبِأَيْمَانِهِمْ يَقُولُونَ رَبَّنَا أَتْمِمْ لَنَا نُورَنَا وَاغْفِرْ لَنَا إِنَّكَ عَلَىٰ كُلِّ شَيْءٍ قَدِيرٌ
hvilket betyder: ”I troende, søg syndsforladelse fra Allah med en oprigtig anger, så at jeres Herre forlader jer jeres synder og lader jer indtræde i haver, hvor floder strømmer, på en dag hvor Allah ikke beskæmmer profeten ej heller de troende. Deres lys vil ile foran dem og på deres højre side. De vil sige: Vorherre, fuldend vort lys, og tilgiv os, thi Du har magt over alting”[1].
Kære brødre, for nogle dage siden tog vi afsked med den beærede måned Ramadan, måneden for godhed, velsignelse, anger og lydighedshandlinger. Efter afskeden med måneden for anger, hold da fast ved anger og efter afskeden med måneden for lydighedshandlinger, hold da fast ved lydighed.
Hvor smuk var din fastholdelse ik’, O Thabit. Vore kære, Thabit Al-Bunaniy var en af imamerne blandt ledsagernes følgere, og var en topfigur når det kom til viden og praktisering. Det er blevet berettet, at han plejede at recitere hele Koranen hver eneste døgn og faste hele året. Han plejede at sige: ”I tyve år anstrengte jeg mig for at udføre bønnen, og i de efterfølgende tyve år fandt jeg nydelse i den”. Kære troende, det er blevet berettet om den mand, som bisatte Thabit, at han sagde: ”Ved Allah, det var mig, der bisatte Thabit Al-Bunaniy, og da vi var færdige med lægge stenene over ham, faldt der en sten, og da så jeg ham bede i sin grav. Jeg sagde til min medhjælper: Ser du det? Han sagde: Ti. Da vi var færdige med at fylde jord i graven og havde fuldført begravelsen, gik vi til hans datter og spurgte hende: ”Hvad gjorde Thabit? Hvilke handlinger udførte han i sit liv?” Hun sagde: ”Hvad så I da?” Så meddelte vi hende om det. Hun sagde: ”Han tilbragte halvtreds år med at bede om natten, og ved nattens ende plejede han at bede om følgende: ”Herre Allah, om Du har foræret nogen, bøn i graven, da forær mig den”, og Allah har ikke afvist hans bøn”. Berettet af Abu Nu^aym i bogen Hilyat Al-Awliya´.
Vor kære, denne retskafne mand fastholdte sig til at bede de frivillige bønner. I et halvt århundrede udførte han de frivillige bønner, og bad Allah om at skænke ham bønnen i graven, hvilket Allah forærede ham. Nogle mennesker er, nu om dage, skødesløse med udførelse af den pligtige bøn. Nogle beder kun i Ramadan og holder sig fra bønnen derefter, må Allah beskytte hos fra det. Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, så på sin natlige rejse og himmelfart nogle mennesker, hvis hoveder smadredes og vendte tilbage som de var, og da sagde Gabriel, fred over ham:
هَؤُلَاءِ الَّذِينَ تَتَثَاقَلُ رُؤُوسُهُم عَنْ تَأْدِيَةِ الصَّلَاة
Hvilket betyder: ”Disse er dem, der dovner med at udføre bøn”.
Kære muslim, det er blot nogle timer eller minutter eller færre end det der vil passere for os for derefter at ende i graven. Mon ikke den fornuftige er den, der stiller sig selv til regnskab og arbejder for, hvad der er efter døden? Jo, ved Allah. Mon ikke den kloge og den fornuftige er den, som stiller sig selv til regnskab i dette nærværende liv, inden denne stilles til regnskab i det hinsides? Jo, ved Allah. Skødesløshed er ikke til nogen nytte, og de jordiske goder er begrænsede.
Hvor mægtig er den retskafne skabnings glæde over, hvad denne har udført af gode handlinger i Ramadan, og hvor mægtig er dennes standhaftighed efter Ramadan, i form af afholdelse fra tale, som Allah er utilfreds med, afståelse fra hvad Allah har forbudt og fastholdelse til lydighed til Allah i form af bøn, faste og tilegnelse af viden.
Kære broder, hold fast ved at deltage i undervisningsforsamlinger efter Ramadan, og stop ikke med at lytte til godhed, idet Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, sagde:
لَا يَشْبَعُ الْمُؤْمِنُ مِنْ خَيْرٍ يَسْمَعُهُ حَتَّى يَكُونَ مُنْتَهَاهُ الـجَنَّة
Hvilket betyder: ”Den troende mættes ikke af at lytte til godhed, indtil denne havner i paradis”.
Kære troende, sommetider passerer noget tid for mennesket, hvor det tilhører de skødesløse, men så vågner det op og bliver opmærksom og derfra følger angerens sti. Vejen til anger er åben, så længe sjælen ikke er nået strubehovedet, dvs. inden dødssukket, solens opstigning i vest eller synet af dødsenglen, ^Azrail.
Fryd er over den, der søger syndsforladelse fra Allah med en oprigtig anger, idet glæden over Eid Al-Fitr er mægtig og stor, men glæden er endnu mægtigere, når den retskafne, rene, gode og fromme troende ser hvad der glæder ham i sin handlingsskrift, imens andre lider nederlag og fortabelse. Derimod vil denne være blandt de troende, der vil være på tronstole overfor hinanden, drikkende af paradisets udsøgte khamr, spisende af paradisets mad samt træffende verdnernes mester; Muhammad, må Allah ophøje og frede ham.
Herre Allah, vi beder Dig om at skænke os kærligheden til Dig og kærlighed til hvem der elsker Dig samt handlen, der fører til Din kærlighed. Herre Allah, lad vor kærlighed til Dig være mere elskværdig for os end kærligheden til os, vores familie samt det kolde vand.
Jeg beder Allah om tilgivelse for mig og jer.
Anden tale:
Lovprisning tilkommer Allah, vi lovpriser Ham og beder om Hans forladelse. Vi søger Hans hjælp og vejledning og takker Ham. Vi søger tilflugt hos Ham fra vores egos ondskab. Den, Allah vejleder, kan ingen vildlede, og den, Han vildleder, kan ingen vejlede. Må Allah ophøje og frede vor mester Muhammad, den vederhæftige og pålidelige samt ophøje og frede hans profetiske brødre. Må Allah være tilfreds med de troendes mødre, profetens rene slægtninge, de sandhedskærlige kaliffer Abu Bakr, ^Umar, ^Uthman og ^Aliy, de retledte imamer Abu Hanifah, Malik, Ash-Shafi^iy og Ahmad samt al-Awliya´ og de fromme.
Vid, Allahs skabninger, at Allah har tilskyndet jer til en mægtig sag. Han har tilskyndet jer til at bede Ham om at ophøje og frede Hans dyrebare profet:
إِنَّ اللهَ وَمَلائِكَتَهُ يُصَلُّونَ عَلَى النَّبِيِّ يَا أَيُّهَا الَّذِينَ ءامَنُوا صَلُّوا عَلَيْهِ وَسَلِّمُوا تَسْلِيمًا {56}
hvilket betyder: ”Allah ophøjer rangen af profeten, og englene beder Allah derom. O troende, bed Allah om at ophøje ham, og bed redeligt om at Han skal frede ham” [Surat Al-Ahzab, vers 56]. Vorherre, ophøj vor mester Muhammad og vor mester Muhammads slægt, ligesom du ophøjede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt. Vorherre, velsign vor mester Muhammad, og velsign vor mester Muhammads slægt, ligesom Du velsignede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt, Du er Den Priselige, Den Almægtige. Allah, være ophøjet, siger:
يَا أَيُّهَا النَّاسُ اتَّقُوا رَبَّكُمْ إِنَّ زَلْزَلَةَ السَّاعَةِ شَىْءٌ عَظِيمٌ {1} يَوْمَ تَرَوْنَهَا تَذْهَلُ كُلُّ مُرْضِعَةٍ عَمَّا أَرْضَعَتْ وَتَضَعُ كُلُّ ذَاتِ حَمْلٍ حَمْلَهَا وَتَرَى النَّاسَ سُكَارَى وَمَا هُم بِسُكَارَى وَلَكِنَّ عَذَابَ اللهِ شَدِيدٌ {2}
hvilket betyder: ”I mennesker, frygt jeres Herre, thi rystelsen på Dommedag er en voldsom sag (1) I vil se den sætte enhver ammende kvinde ud af erindringen om sit ammende barn, og medføre at enhver gravid kvinde nedkommer med sit foster, og man vil se mennesker berusede, mens de i virkeligheden ikke er det, sandelig er Allahs straf hård (2)” [Surah Al-Hadj, vers 1-2].
O Allah, vi bønfalder Dig, så bønhør vores bøn. Tilgiv vores synder og tidsspil. O Allah, tilgiv de mandlige og kvindelige muslimer såvel de levende som de døde. Vorherre, skænk os det gode i denne verden, det gode i det hinsides, og beskyt os mod helvedets ild. O Vorherre, gør os blandt de vejledte, der vejleder, og ikke blandt de vildledte, der vildleder. O Allah, skjul vores fejl, betryg os, imod hvad der ængster os, udfrels os af vores bekymringer, og beskyt os mod det, vi frygter. O Allah, beløn shaykh ^Abdullah Al-Harariy stort på vores vegne, og benåd ham. O Allahs skabninger, Allah befaler til retfærdighed, godgørenhed og opretholdelse af slægtskabsbånd, og advarer imod skændsel, ondskab og fordærv. Han formaner jer, så I må mindes. Lovpris Allah, Den Almægtige, da belønner Han jer, tak Ham, så giver Han jer yderligere, anmod om Hans tilgivelse, da giver Han jer syndsforladelse, og frygt Ham, så skænker Han jer en udvej fra jeres vanskelighed. Kald til bøn.
[1] Surah At-Tahrim, vers 8
