Fasten er en beskyttelse
قال رسول الله صلى الله عليه وسلم ) : الصِّيَامُ جُنَّة ٌ (رواه البخاري وغيره
Denne hadith som er berettet af Bukhariyy og andre indikerer, at fasten er en beskyttelse (dvs. fra synder og helvedet).
Under faste bliver udførelse af synder nedtonet og beskyttelse fra dem betonet. I udførelse af nogle synder kan belønningen for ens faste muligvis blive formindsket og endda gå tabt. Hvis en person prygler eller bander af andre, skal den fornærmede afholde sig fra at gengælde samt sige: ”Jeg er fastende. Jeg er fastende”.
Det er ønskeligt (sunnah), at straks bryde fasten når man er sikker på, at maghrib – når solens skive er helt nede – er indtrådt. Det er tilskyndet, at bryde fasten med dadler. Hvis ikke det er tilgængeligt, da med vand. Når man bryder fasten, er det tilskyndet at fremsige følgende ord:
اللهم لك صمت وعلى رزقك أفطرت
Hvilket betyder: ”O Allah, til Dig har jeg fastet, og med Dit underhold har jeg brudt fasten”. Abu Dawud berettede, at profeten plejede at sige denne bøn, når han brød fasten.
Det er også tilskyndet, at udskyde suhur-måltidet til en tid, der er på klodshold af daggry, vel at mærke at stoppe med at spise før daggry.
At give almisser, recitere koranen, opholde sig i moskeen med hensigten om i^tikaf (især de sidste ti dage af ramadanen), bede tarawih og invitere andre til at bryde deres faste på noget mad som du forærer dem, er belønningsværdige handlinger.
Måneden ramadan er en storslået mulighed for at indtjene enorme mængder af belønning. Belønningen indtjenes ved at udføre denne forpligtelse i tilbedelse og lydighed til Allah og ved at udføre adskillige ønskelige (sunnah) gerninger.
